Dansk Marsvineklub

Vejledning i klagesager

Hvis du som medlem står i en situation hvor du har brug for at klage, har DMK lavet denne vejledning i klagesager. Vejledningen skal sikre en ensartet procedure for klagesager såvel som en ensartet behandling af alle i klagesager.

Klage over dommer: 

Klage over en dommer behandles af bestyrelsen. Kun skriftlige klager behandles, og denne skal modtages senest 2 uger efter bedømmelsen.

Klage over fejlplacering/fejlbedømmelse:

Ved fejlplacering (f.eks. BIG2 placeret over BIG1 i BIS) skal dette nævnes inden udstillingen forlades til den udstillingsansvarlige i kredsen. Når udstillingen er overstået er placeringerne faste - også hvis der er sket en fejl. (Undtaget fra denne regel er førstegangsudstillere, som skal rette henvendelse til DMK senest 2 uger efter udstillingen.)
For fremtiden vil BIG-finalerne være åbne, så udstillerne kan følge med i placeringsrækkefølgen.

Generelle klager: 

Hvis der er tale om misrøgt jf. §32 stk 1 punkt 1-2 og andre klager, vil modparten få indsigt i klagen, inden bestyrelsen træffer en beslutning.

-     Ved modtagelse af en klage undersøges det, om klagen hører under DMKs beføjelser. Bestyrelsen har besluttet kun at behandle klager foregået indenfor DMK-regi, hvilket betyder, at bestyrelsen f.eks. ikke blander os i diskussioner fra diverse online medier, uanset hvad disse måtte indeholde, eller i tvivlsspørgsmål i forbindelse med køb/salg af marsvin.”

-     Hvis klagen ikke hører under DMK’s beføjelser afvises den, men den der klages over, vil under alle omstændigheder modtage kopi af klagen, med beskrivelse af hvorfor den ikke kan behandles af os.

-     Hvis klagen behandles af os, sendes en kopi af klagen til den der klages over og der sendes svar til klager om, at klagen er videresendt og vil blive behandlet på førstkommende bestyrelsesmøde.

-     Ved modtagelsen af en klage sendes følgende standardsvar til klager:

Din klage er modtaget.

Vi sender et kopi af klagen til modparten, så han/hun får mulighed for at blive hørt i sagen. Klagen vil blive behandlet på næstkommende bestyrelsesmøde d._______
På vegne af bestyrelsen.

-     Derudover sendes standardsvar til den der klages over:

Vi har modtaget følgende klage (vedhæftet)
Du har mulighed for at sende en e-mail eller et brev som beskriver din side af sagen, hvor efter vi tager stilling til klagen på næstkommende bestyrelsesmøde d.________
På vegne af bestyrelsen.

-     Hvis nødvendigt, indhentes yderligere oplysninger. Dette er for at belyse sagen mere, hvis bestyrelsen føler der mangler oplysninger fra klagen eller fra svaret på klagen. Det kan også være at undersøge oplysninger givet af klager eller anklagede for at forhindre, at der ikke træffes afgørelse ud fra forkerte oplysninger. Oplysninger kan også indhentes fra andre der har været til stede, dvs. DMK medlemmer.

-     Klagen behandles, som skrevet til klager, og der træffes en afgørelse baseret på vores vedtægter. Der forholdes også til tidligere klagesager for at sikre ensartethed i afgørelserne.

-     Svar sendes til klager og den person der er klaget over om afgørelse, hurtigst muligt efter beslutningen er truffet. Svaret sendt til klager/den der klages over, skal godkendes af et flertal i bestyrelsen.

-     Bestyrelsen kan kun behandle klage sager, som er indkommet skriftligt til bestyrelsen fra medlemmer af klubben, eller fra Kredsene. Dvs. bestyrelsen kan ikke starte sager af sig selv, på baggrund af f.eks. sladder eller egne oplevelser, men udelukkende på baggrund af en reel indsendt skriftlig klage.

-     I sager hvor der klages over et medlem, som har underskrevet opdrætterfolderen, kan bestyrelsen vælge at tage på besøg hos medlemmet, for ved selvsyn at se forholdene. Medlemmet adviseres max et døgn før besøget og har ret til at afvise DMK ved døren, men sætter dermed sig selv i risiko for at miste godkendelsen af sit opdrætternavn. Formålet med disse besøg er at informere og vejlede medlemmet. I sager hvor der er tale om grov misrøgt, kan DMK vælge at kontakte DB, som tager over herfra. Hvis medlemmet ikke har underskrevet opdrætterfolderen, har DMK ingen rettigheder, og må henvise til, at klager selv kontakter DB.

Klageren/den anklagede kan anke bestyrelsens afgørelse senest en måned efter bestyrelsens beslutning. Hvis beslutningen herefter stadig fastholdes af den siddende bestyrelse, kan sagen kun genoptages på en GF. En generalforsamlings beslutning er altid gældende og kan ikke ankes.

Hvis bestyrelsen har uddelt karantæne/prøvetid, kan beslutningen ankes så længe karantænen/prøvetiden løber. Eneste undtagelse herfra er, hvis General Forsamlingen stadfæster beslutningen.
Medlemmer og Bestyrelsen har til hver en tid ret til at bringe sagen frem for General Forsamlingen, for at få omstødt/stadfæstet beslutningen.