Dansk Marsvineklub

VÆRD AT VIDE OM UDSTILLINGER

Kilde: Særtryk fra: Dansk marsvineklub, Ounbølvej 9, Sig 6800 Varde.

VÆRD AT VIDE OM UDSTILLINGER

HVOR OG HVORNÅR ER DER UDSTILLING
På side 3 i Agurke Tidende, kan du i kalenderen se hvor og hvornår der afholdes udstillinger. Når man er medlem af DMK, kan man udstille på alle udstillinger i alle kredse, over hele landet.

TILMELDING AF DYR
I god tid før en udstilling, er der en indbydelse inde i bladet. Her er oplysninger om:
Adresse på udstillingen
Hvem skal have tilmeldingen
Tilmeldingsfrist
Pris for tilmelding
Program for udstillingen
Hvem skal være dommer

Husk at udstillede dyr skal være fyldt 3 måneder, og veje mindst 400 gram.
Dyr til salg skal være mindst 4 uger, og veje mindst 300 gram (se punkt 19 i Udstillings Reglement).

TILMELDINGSKUPON
Ved siden af indbydelsen er en kupon, som SKAL benyttes ved tilmeldingen (se punkt 5 i udstillings reglement).
Har dit marsvin ingen stambog, så sæt et minus i rubrikken.
Det er vigtigt at du udfylder kuponen meget tydeligt og med de rigtige oplysninger, da det er disse oplysninger, der bruges til udstillingskatalog og blanketter.

UDSTILLINGSFORBEREDELSE
Inden marsvinet skal på udstilling, så er det en god ide, at gøre det pænt i stand, for så har marsvinet bedre chancer for at klare sig godt. Løse hår og fældning giver minuspoint.
Daglig grundig børstning de sidste uger inden udstillingen, løsner de overflødige hår og fjerner skæl.
Brug en blød børste eller blot håndfladen. Gummistrigler kan også bruges, men nogle af dem er så hårde ved pelsen, at mange hår rives ud, så der kan komme tyndhårede eller bare pletter. Vær derfor varsom, hvis du bruger gummistrigle.
Mange Racedyr bør trimmes. Det gøres ved at gnide overflødige hår af mellem to fingre, men er du nybegynder, så bør du nok nøjes med at gnide grundigt med håndfladen, eller få en mere øvet marsvineopdrætter til at vise dig hvordan man trimmer.

MARSVINEHANNER
Nogle hanmarsvin har en fedtet plet bagi. Fedtet stammer fra en kirtel, og udsender kønsduft. En fedtplet med sammen klistrede hår giver et dårligt indtryk på dommerbordet, derfor skal den fjernes inden udstillingen med opvaskemiddel eller håndrens til maskinolie, f.eks. Swarfega.

UTØJ
Utøj på marsvin er en alvorlig fejl, og på grund af smittefaren vil det medføre udelukkelse fra udstillingen. Rigtig mange marsvin har lus, men det er de færreste, der opdager det, for ofte medfører det kun ringe kløe, og lusene kan være svære at få øje på for et utrænet øje.
Derfor gælder det om at være på den sikre side, når man udstiller. Ved man ikke om dyret har utøj, bør det pudres med lusepulver (f.eks. Absolut fra apoteket) to gange med en uges mellemrum, sidste gang en uge inden udstillingen. Utøj se punkt 7 i udstillings reglementet.

KLOKLIPNING
Marsvinets kløer bør være klippede inden udstillingen. Er du usikker på hvordan man klipper kløerne kan du få en dyrlæge, en erfaren marsvineejer, eller en dyrehandler til at vise dig hvordan. Du kan også rekvirere DMK`s særtryk KLOKLIPNING fra PR. afdelingen (adressen finder du i Agurke Tidende side 2).
Vel klippede kløer giver et godt indtryk, og kan være netop det der hiver en præmie i land.

INDTJEK PÅ UDSTILLINGEN
Inden udstillingen åbner (se det præcise tidspunkt i indbydelsen i AT.) tjekkes dyrene ind et efter et. Her bliver de undersøgt for sygdomme (se punkt 7 i udstillings reglement). Hvis dyret ikke fejler noget, skal du herefter sætte det i udstillingsburet.
Hos dyr med lus er eneste undtagelse for afvisning førstegangsudstillere. Deres dyr pudres med lusepulver eller lusesprøjtes med Frontline og sættes først i buret når lusene er konstateret døde.
NB! Dyr til salg skal også indtjekkes (se punkt 19 i udstillings reglement).

BEDØMMELSER
Dyrene bedømmes af en uddannet dommer (se punkt 11 & 13 i udstillings reglement).
Hvis to dyr under en bedømmelse står lige, vinder A -dyr over B -dyr, som vinder over C - dyr. A -dyr er egen avl. B -dyr er indkøbte dyr. C -dyr er importerede (indkøbt i udlandet) dyr.
Vedrørende præmier (se punkt 16 i udstillings reglement).

DMK's udstillings-reglement

1. Indledning
Nærværende udstillingsreglement er gældende for officielle DMK - udstillinger (det vil sige åbne udstillinger afholdt af DMK eller kredsene).
Desuden skal specialklubber og lokalafdelinger følge disse afsnit: 2, 3, 4, 6, 7, 8, 9,10,11,12,13,14,15, 16,17,19,21,22,23,24,og 25. De resterende afsnit kan følges i det omfang det ønskes.

2. Hvem kan arrangere udstillinger
DMK, kredse, specialklubber og PR-udvalg kan arrangere udstillinger.
Officielle udstillinger er for alle klasser og for alle medlemmer.
Specialklubudstillinger er kun for den/de race(r)/klasse(r), der er omfattet af den enkelte specialklub. PR-udvalget kan kun arrangere børnedyrsudstillinger, dvs. for medlemmer under 15 år.

3. Financiering
Den arrangerende instans bærer selv det økonomiske ansvar.

4. Tilmeldingsregler
Udstillingsdatoer skal offentliggøres i førstkommende AT (via udstillings-koordinator), efter at datoen er fastsat, dog mindst en måned før udstillingen afholdes. Der vil så vidt muligt i indbydelsen til udstillingen oplyses udstillingssted, samt kæledyrs og racedyrsdommerne, dog senest en uge før tilmeldingsfristen vil det være at finde på DMK´s HP eller hos udstillingskoordinatoren.
Tilmeldingsfristen skal være mindst 14 dage. Den anførte tilmeldingsfrist skal overholdes.
Tvivlstilfælde afgøres ved hjælp af poststemplet. Dispensation for overholdelse af tilmeldingsfristen kan i særlige tilfælde gives af arrangøren.

Alle marsvin der er fyldt 5 måneder og tilmeldes som et standardiseret racedyr, en sjælden variant, klippet langhår eller ustandardiseret skal være stambogsført i DMK for at kunne udstilles.
Reglen er gældende for A - B og C - dyr.
For udenlandske udstillere gælder at de skal oplyse stambogsføringsoplysninger fra den udenlandske forening de er medlem af, eller fra Dansk Marsvineklub.

5. Tilmeldingsblanket
DMK's standardblanket skal benyttes. Kan eventuelt kopieres eller skrives af. Tilmelding skal ske skriftligt.
Der skal udfyldes en blanket pr. dyr. Samt en pr. udstiller.
I forbindelse med børnedyrs- og specialklubudstillinger kan der, hvis arrangøren ønsker det, bruges en anden tilmeldingsform.

6. Udstillingsgebyr
Gebyret skal betales som anført i AT. Indbetalt gebyr refunderes ikke ved udeblivelse.
Medlemmer der er i restance til DMK kan ikke deltage på udstillinger før gælden er betalt.

7. Dyrenes helbredstilstand, vægt og alder
Det er ikke tilladt at medtage drægtige hunner, hunner med unger eller syge dyr på udstillinger.
Ved ankomst til udstillingen skal alle dyr underkastes et sundhedseftersyn, også dyr der ikke er tilmeldt udstillingen.

Dyr med smitsomme eller alvorlige sygdomme (f.eks. lus, lopper, Sellnick, ringorm, sygelige pelsforandringer, sygelig afmagring og underudvikling) afvises.
Alle dyr fra samme husstand afvises, hvis blot et dyr har en smitsom sygdom eller parasitter som ovenfor nævnt.
Alle dyr skal i aflåst karantæne rum eller fjernes fra udstillingen.
Hvis der afvises pga. sygdomstegn, er der udstillingskarantæne i behandlingsperiodens længde.

Dommeren kan afvise at bedømme dyr med samme begrundelse som i indtjek.
Dommers og indtjeks afgørelse kan ikke ankes.

Tilmeldte dyr kan ikke erstattes af andre i tilfælde af sygdom m.m. hos det tilmeldte dyr.
Udstillede dyr skal være fyldt 3 måneder, og veje mindst 400 gram. Og de må ikke veje over 1700 gram.

7.a Alle dyr skal indtjekkes på selve udstillingen, dog undtaget er udstillinger i Århus, hvor der kan tjekkes ind på færgen, hvis der er min. 3 indtjekker tilstede.

8. Klasseflytning
Såfremt der i tilmeldingsskemaet er anført ukorrekte oplysninger, forbeholdes ret til at korrigere disse ved indtjek og eventuelt overflytte dyret til en anden udstillingsklasse (dette gælder KUN for førstegangsudstillere).

For alle andre gælder flg. :
Ingen flytning fra langhår til klippet langhår og omvendt.
Ingen flytning fra racedyr til kæledyr og omvendt.
Ingen flytning mellem børne og kæledyr og omvendt (medmindre ejers alder ikke overholder regler)
(undtagelse fra disse regler KUN hvis arrangør har lavet en fejl).

9. Opholdstid
Udstillede dyr skal blive i udstillingslokalet fra indtjek til udstillingen lukker. Dette gælder også udstillede dyr, der er sat til salg.

9a. Transitrum
Transitrum er et rum hvor de dyr der er solgt inden udstillingen og bliver afhentet på udstillingen, dette rum er også til for små dyr og skal være aflåst , nøglen må kun være hos udstillingsarrangør. For ophold i dette lokale gælder også punkt 10.

10. Omgang med dyr
Uvedkommende må ikke fodre dyrene. Dyrene må kun fjernes fra burene af ejere, bærere, samt udstillingsarrangører. Der skal være fri adgang til vand/vandholdig foder og tørfoder/grønt senest 1 time efter at indtjek er afsluttet (eks. på vandholdig foder: agurk, melon).

Det pålægges udstillingsarrangør at give sanktioner hvis regler overtrædes.

Hunde skal føres i snor i udstillingslokalet og for øvrigt være under fuld kontrol. Der må ikke forefindes andre dyr end marsvin og evt. hunde på udstillingen.

11. Bedømmelse
Bedømmelsen skal foretages af danske dommere uddannet af DMK, eller dommere af udenlandsk statsborgerskab med en tilsvarende uddannelse. Bedømmelsen skal ske efter den til enhver tid gældende DMK-standard. Kun tilmeldte dyr kan bedømmes.

12. Snyderi
Man må ikke ændre på dyrets pelsfarve. Klipning af pelsen må ikke finde sted - undtaget herfra er langhårsracerne og kæledyrsklasserne. Sanktioner afgøres af arrangør.

13. BIS-dommer
BIS-dommeren skal være uddannet i alle de klasser/racer der forefindes på udstillingen i hhv. kæledyrs-/raceklasserne.

14. Sekretær
Skal kunne skrive læseligt og regne; skal kunne forstå dommerens sprog; skal være upartisk og have bestået sekretær uddannelse, udstillings arrangør skal i det omfang benytte uddannet sekretær.

15. Dommerkommentarer
Dommerne skal skrive en kommentar om de bedste dyr de har dømt. Dommerkommentarerne skal være AT i hænde inden næste deadline, dog skal dommeren have max. 14 dage til arbejdet. Det er udstillingsledelsens ansvar at dommerkommentaren bringes rettidigt i AT. Dispensation kan gives.

16. Præmieoverrækkelse
Antallet af præmier i hver klasse afhænger af antallet af dyr i klassen. Klasseinddelingen foretages, så der ideelt er 4-7 dyr pr. klasse.

Inddelingsgrundlaget kan være køn, alder, farve eller genetisk (ex. Eng.Rex / Teddy).
Følgende antal dyr i een klasse udløser følgende antal præmier:

Præmiekort/ rosette, 1 dyr
Præmie (rød), 2-3 dyr
1.+ 2. Præmie (blå), 4-6 dyr
1.+ 2.+ 3. Præmie (grøn), 7-9 dyr
1.+ 2.+ 3.+ 4. Præmie (gul), 10-12 dyr
1.+ 2.+ 3.+ 4.+5. Præmie (hvid), 13 dyr og derover.
Dette gælder for samtlige klasser.

Stk. 2 For opdrættergrupper gælder samme krav til antallet af udstillede grupper som ved de almindelige klasser. Der uddeles roset/præmiekort/pokal eller plaketter eller lignende til præmieoverrækkelsen.

Der kan kun tilmeldes opdrættergrupper i racedyr og sj.variant/klippet langhår, som hver får deres egen klasse.

Stk. 3. I følgende grupper: Ensfarvet, Flerfarvet, Ruhårede, Kombinationsracerne:
Crested og Satin og Langhårede, uddeles der en rosette til bedste dyr i gruppen BIG (BIG står for bedst i gruppen)
- samt en til det næstbedste dyr i gruppen BIG2 (dog skal der været mindst 5 dyr og BIG2 kan kun uddeles til dyr der har opnået cert). Dette gælder også for klippet langhår, Sj. var. langhår, Øvrige Sj. var.

Stk. 4. Der uddeles tre rosetter til det bedste dyr af eget opdræt BEDSTE A-DYR.
Gælder kæledyr, racedyr og klippet langhår/sjældne varianter.

Stk. 5. Der afholdes BIS-junior finale for dyr under 5 måneder.
(BIS betyder: Best in Show)
Gælder kæledyr, racedyr og sjældne- varianter. Der uddeles roset for hver 10 dyr (farve fordeling som ved BIS)
Alt efter hvor mange dyr der er udstillet, uddeles der rosetter til udstillingens bedste dyr, samt BIS-junior.

BIS (rød) 1-15 dyr
BIS+BIS 2 (blå) 16-30 dyr
BIS+BIS 2+BIS 3 (grøn) 31-45 dyr
BIS+BIS 2+BIS 3+BIS 4 (gul) 46-60 dyr
BIS+BIS 2+BIS 3+BIS 4+BIS 5 (hvid) 61-75 dyr

Herover frit farvevalg.
Gælder både for kæledyr, racedyr og klippet langhår / sjældne varianter.
Dette farvevalg er kun vejledende og der kan dispenseres for den. Der er max. 12 BIS placeringer.

Stk. 6. Alle udstillingsresultater skal offentliggøres i et DMK medie.

17. Favoritpræmier
Alle prisvindere offentliggøres i et DMK medie.

18. Vandrepokaler
Donator fastsætter retningslinier vedrørende ejendomsret til den givne pokal. Hvor donator intet andet fastsætter gælder følgende: Pokalen vindes til ejendom hvis:
1) pokalen vindes 3 gange i træk eller
2) 5 gange i alt.
En eventuel gravering foretages på prisvinderens bekostning, og pokalen kan kun vindes til ejendom, hvis den er graveret.

19. Til salg dyr
Kun udstillere må sælge dyr på udstillinger. Kun udstillingsarrangørernes bure må anvendes (skal forudbestilles og forudbetales).
Undtaget herfra er ved burløse udstillinger

I hvert bur må max. anbringes 3 unger (á max. 500 g.) eller 1 over 500 g. Dyr til salg må ikke være yngre end 4 uger og ikke veje mindre end 300 gram. Kontrolvejning skal foretages. Der må ikke medbringes hunner med unger (der vejer under 300 gram).

Alle dyr under 300 g, der har udstillingsledelsen tilladelse til at opbevare disse dyr bag lås. Folk der medbringer dyr under 275g, vil få en skriftlig advarsel, og når de får den anden advarsel, er der 1 års salgsforbud på udstillinger, alle disse ting er også iberegnet transportdyr.

På de udstillinger, hvor der anvendes kaninbure til tilsalgsdyr, skal det være muligt at give en dispensation
omkring antal dyr i kanin burene.
Disse bure er utrolig store og der kan være flere dyr i. Antal sættes op fra 3 unger á max. 500 gr. til 4 unger á max.500 gr. eller max. to dyr over 500 gr. Dette gælder kun kanin burene og ikke de almindelige
marsvinebure, hvilket gøres opmærksom på med opsatte sedler.

Udstillingsarrangørerne har ret til at fastsætte mindstepris for dyr til salg.

20. Certifikater og Championater
Certifikat uddeles til dyr i særklasse, d.v.s. dyr der ligger meget tæt på standardens beskrivelse. Ustandardiserede kan ikke modtage certifikat.

Dommeren forestår uddelingen af certifikater.
Uddelte certifikater nævnes i et DMK medie.

Stk. 2 Champion: et dyr, der har opnået 3 certifikater, opnår betegnelsen
Dansk Champion (DKCH)
Dansk Kæledyrs Champion (DKkdCH)
Dansk sjælden variant Champion (DKsvCH)
Dansk klippet langhår Champion (DKklCH) eller
Dansk sjælden variant klippet langhår Champion (DKsvklCH)

Af de tre certifikater må max. 1 være opnået som under 5 måneder og mindst 2 forskellige dommere skal have uddelt certifikaterne.
De tre certifikater skal opnås i samme udstillingsklasse (f.eks. er tre certifikater opnået som hhv. børnedyr,
kæledyr og veteran ikke gyldigt som championat).

Stk. 3 Marsvin der har opnået et championat i et andet nordisk land, kan få et tilsvarende championat i Danmark.
Dette championat kan opnås ved at godt gøre at marsvinet er champion fra et nordisk land, og har opnået ét certifikat i Danmark. Dette certifikat skal være uddelt af en dansk dommer og må ikke være uddelt mens marsvinet var junior.

Dette gælder også for racer der ikke har en fuld standard i Danmark, men er sjældne varianter.
Disse får dog ikke et DKCH men et DKsvCH.

Stk. 4 Certifikater og championater kan kun opnås på officielle udstillinger.
Specialklubberne må ikke indføre deres egne championater (ex. Dansk Agouti Klubs Champion).

Stk. 5 Opnåede championater nævnes under "Nyt fra DMK" med oplysninger om: Marsvin og ejers navn, opdrætter, marsvinets race, sted, dato og dommer for certifikaternes uddeling.
Championat-diplom uddeles, når dyret har 3 certifikater, der indsendes til stambogskontoret sammen med stamtavlen. Hvis dyret ikke har stamtavle laves den først.

Stk. 6 Registrering af en champion koster en registreringsafgift, hvis størrelse fastsættes af DMK`s bestyrelse.

21. Bærere
Såfremt udstiller eller en af udstiller udpeget person, ikke selv kan præsentere sit dyr på dommerbordet, gøres dette af en bærer. Reglen om bærer gælder ikke for oprullede langhårsdyr.

Bærere skal have gennemgået et DMK autoriseret bærerkursus med godkendt resultat.

22. Rygning
Rygning i udstillingslokaler er forbudt, der henvises til udendørs rygning.

23. Alkohol
Der må ikke nydes alkohol i udstillingslokaler og på matriklen der tilhører udstillingslokaler og div. tilhørende P-pladser omkring en udstilling, dette gælder fra første dyr er indtjekket til udstillingen lukker. Hvis der er arrangeret fest i forbindelse med en 2 dages udstilling, gælder forbudet naturligvis ikke under festen.

24. Overtrædelse
I tilfælde af overtrædelse af reglerne nr. 7,9,10,12,14,19, 20 og 23, kan udstillingsledelsen indgive skriftlig klage til DMK`s bestyrelse, der afgør spørgsmål om skyld og fastsætter evt. sanktioner.

25. Straf
I tilfælde af overtrædelse af udstillings reglement kan bestyrelsen idømme, alt fra en påtale til enkelte dages udstillingskarantæne.

26. Dommerbetaling
1 kr. pr km + evt. bro / færge penge. Vil dommeren rejse med fly må det være en vurdering for kredsen om det er for dyrt eller de kun vil dække det rejsen ville koste i bil.
Kredsene må inden udstillingen lige spørge til et overslag af udgifterne før udstillingen for at beskytte deres økonomi for overraskelser.